3 turistattraktioner i Amsterdam

 

Amsterdam er meget kulturel på den lidt atypiske måde. Nuvel, du finder en masse flotte attraktioner, som du også kan i mange andre byer – men hvor mange byer kender du, hvor det største træk i turister er prostituerede og hash?

 

Jeg var for nylig i Amsterdam med min kæreste, hvor vi besøgte en masse områder og så en hel masse spændende sager.

 

Vi ville gerne opleve den kulturelle del på et lokalt plan, men tiden var knap, og vi ville rigtig gerne opleve de store trækplastre i Amsterdam.

 

Indlægget kan være inspiration til dig, hvis du overvejer eller har planer om at besøge Amsterdam på et tidspunkt. Spoiler: Jeg anbefaler dig at besøge Amsterdam!

Red Light District

Red Light District er et byområde i Amsterdam, hvor der primært er butikker, shows og virksomheder som er sexrelateret. De fleste kender nok området som en gade med en masse bordeller. Dem finder du også mange af der.

 

En gåtur på Red Light District lørdag aften er en oplevelse i sig selv.

Coffeeshops

En anden ting som Amsterdam i høj grad er kendt for, er cannabis. Holdningen til den grønne plante er helt anderledes i Amsterdam i forhold til Danmark. Her vender vi hovedet, hvis vi spotter en joint på gaden. I Amsterdam vender man hovedet, hvis man ikke spotter en joint på gaden.

 

Coffeeshops er i bund og grund caféer, hvor du må ryge dit medbragte cannabis – eller købe på stedet. Atmosfæren på disse steder er meget afslappet og menneskene er rigtig flinke.

 

Et besøg på coffeeshop i Amsterdam er et must, hvis du er afsted.

Anne Franks hus

Red Light District og Coffeeshops kan du altid besøge. Den røde gade lukker selvsagt ikke om natten og Coffeeshops findes der hundredvis af spredt i hele Amsterdam.

 

Et sted som jeg vil anbefale dig at tage hen, er Anne Franks hus. Huset der tilhørte den jødiske familie, som gemte sig under besættelsen mens datteren, Anne Frank, skrev på livet løs i sin dagbog.

 

Kombineret med den stærke historie, er det en fantastisk oplevelse at gå en runde i huset og opleve, hvilke forhold, de levede under.

 

Det skal dog lige siges, at hvis du kommer forbi Anne Franks hus i en populær ferieuge, kan du godt forvente at stå i kø i et par timer. Vi stod selv rigtig tidligt op, for at komme derhen og endte alligevel med at stå i kø i lidt over to timer.

 

Mit navn er Marcus Forsberg, og jeg har skrevet denne artikel. Når jeg ikke skriver artikler om rejser på diverse blogs, driver jeg RejseGear.dk, hvor jeg sælger kufferter og rejseudstyr.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *