
Har du brug for et pusterum fra hverdagens stress og jag, men har du hverken tid eller råd til to ugers ferie på Mallorca, så bare rolig – Danmark, og navnlig København, har mindst lige så meget at byde på for dig, der sætter pris på kulturelle oplevelser. Den gamle handelsstad København emmer af historie og storbyscharme, uden at det på nogen måde kammer over og bliver for meget. Byen er fyldt med små sidegader og parker, så du altid kan slappe af med en kold øl og noget lækkert og smagfuldt mad. I denne artikel vil vi give dig nogle tips til nogle af de ting, du bare skal se, hvis du gerne vil opleve dansk kultur, når det er allerbedst. God fornøjelse!
Tip: Vil du gerne have endnu flere tips til et besøg i København, så læs denne guide.
Nyhavn er et must, når du besøger København
Har du sat kursen mod Danmarks stolte hovedstad, kan du ikke vende næsen hjemad, før du har besøgt det ikoniske Nyhavn, der af flere internationale medier bliver omtalt som et ”must-see” for turister, der besøger vores lille land i nord. Nyhavn byder på både et kulturelt indblik i den danske folkekultur, og du vil med garanti støde på masser af god musik, glade mennesker og vaskeægte dansk hygge i sin reneste form. Denne charmerende og smukke havn er et godt sted at holde pause midt på dagen, hvor I passende kan nyde en iskold fadøl og dansk smørrebrød, mens I nyder den fantastiske og yndefulde udsigt og stemning, som kun Nyhavn kan præstere.
Christiansborg – grundlaget for det danske demokrati
Sætter du pris på historiske monumenter og nationalhistorie, så er et smut forbi Christiansborg oplagt. Dette smukke slot huser nemlig det danske Folketing, som er den lovgivende forsamling, der udfærdiger landets utallige love. Folketinget er som udgangspunkt åbent for alle, der gerne vil overvære de politiske debatter, og det er også muligt at få en guidet tur, så du får alle de historiske anekdoter og historier med dig hjem. Selvom du måske ikke er politisk anlagt, så mener vi stadig, at det er værd at afsætte et par timer til et besøg på det gamle slot, hvor du også finder den ikoniske rytterstatue af Frederik 7.
Indbegrebet af dansk kultur er pølsevognene
Når snakken falder på kulturelle attraktioner i København, kommer vi ikke uden om det danske nationalklenodie, nemlig pølsevognene. De er ikke nødvendigvis kønne, men det er i sandhed det danske kulturfænomen, som hver eneste dag året rundt langer kradsere, hotdogs og Cocio over disken en masse. Det er måske ikke verdens sundeste eller mest nærende måltid, men ikke desto mindre er det en stolt del af den danske madkultur, der selvfølgelig også kan prale af snesevis af anerkendte restauranter – eksempelvis Noma, en af verdens absolut bedste restauranter. Uanset om du er mest til en klassisk wienerpølse eller levende myrer, så har København lidt af det hele, så du ikke går sulten i seng.
En anden del af Danmark – Christiania
I hjertet af København og tæt på dit hotel finder du en sand perle, som er en af de mest populære turistattraktioner i Danmark. Christiania bliver hvert år besøgt af hundredtusindvis af udenlandske turister, som er imponerede over den frisindede livsstil, som christianitterne praktiserer. Det er ét stort kollektiv – ja, nærmest et særskilt samfund, der adskiller sig væsentligt fra resten af Danmark. Christiania har en omtumlet historie og stemning, som du for alt i verden bør unde dig selv at opleve. Det er en helt anden verden, som samtidig er et udtryk for en kultur, der i høj grad prægede Danmark i 1970’erne og 1980’erne. Overvej at svinge forbi Fristaden, hvis du alligevel befinder dig i København.